FERIE FERIE FERIE….slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi……..
Vi holder ferie, fordi vi skal restituere og lade op.
Du kender måske følelsen af, at du bruger de første feriedage på at ”komme ned i gear”?
Tanker omkring alt det du ikke nåede på job inden ferien, eller det du skal huske til efter ferien gør, at du ikke rigtig kan slappe af.
Hvis du fodrer tanker omkring job – og giver dem opmærksomhed – så kan du ikke også have fokus på ferie og restitution.
Ønsker du at slappe af i din ferie, og være fysisk og mentalt til stede – om enten du er med familien på Mallorca, i sommerhus, blandt venner eller alene – så kan du vælge at være bevidst nærværende.
Den nemmeste måde at øve bevidst nærvær er, at bruge dine sanser bevidst.
Når du bruger dine sanser (lugtesans, følesans, høresans, synssans, smagssans, balancesans) er du i nuet.
Sanser kan kun nydes i nuet, ikke i fortiden eller i fremtiden.
Nyder du en kop kaffe kan du dufte den, du kan mærke varmen fra koppen og du kan smage den bitre smag. Det kan du kun opleve i nuet.
Du kan godt tænke på en god kop kaffe du fik i går, men du kan ikke dufte eller smage den. Den oplevelse hører til i nuet.
Derfor er det også vigtigt, at du bevidst registrerer dine sanser, når du ønsker at øve dig i at nyde nuet.
Prøv at øv dig næste gang du drikker kaffe, eller går en tur i skoven eller ved havet. Læg mærke til hvordan kaffen dufter, hvordan skoven ser ud, eller lyt til, hvordan havets bølger bruser.
Hverdagen er ofte travl og fuld af forventninger, prioriteringer, valg som skal træffes, planer som skal besluttes og situationer, som du skal forholde dig til.
”At dvæle” er et gammelt udtryk, som betyder ”at opholde sig et sted i ro og eftertænksomhed, idet man giver sig god tid”.
Træk vejret helt ned i maven – ned omkring navlen – og giv dig selv lov til at være til stede – lige nu – lige her.
Øv dig i at iagttage dine sanser – dvæl gerne ved dem og mærk nærværet med din oplevelse.
Rigtig God Sommer
